af Geoff Roberts
Enhver, der nogensinde har været i en bodybuilding -konkurrence, er helt bevidst om nøjagtigt, hvor trætte de kan være, især hvis personen, der går til, ikke er en sand, die vanskelig fan af sporten. At bruge de mest fremtrædende sportsgrene i landet som en skabelon er det ikke præcist raketvidenskab at bestemme, hvad der mangler fra bodybuilding. De fleste andre store sportsgrene indeholder elementer af underholdning, der ikke er direkte forbundet med selve sporten. NFL har sine fantasy -ligaer, søndagspizzapartier samt hjemby -stolthed, mens WWE har karakterer med stærke personligheder, baghistorier samt introduktioner med høj energi. Dette er alle faktorer, der bidrager til underholdningsniveauet for NFL såvel som WWE ovenfor såvel som ud over selve det faktiske spil eller handling.
WWE er et meget meget bedre marked at sammenligne med IFBB, end NFL ville være af åbenlyse grunde. Lighederne mellem bodybuilding såvel som ekspert wrestling er mere rigelige, end de fleste mennesker ser ud til at indse. Ikke kun er de private sportsgrene med en stor vægt på hver atletes fysik, men de deler også den sondring af ikke at blive helt accepteret som en “sport”. Situationer kan gøres om, at bodybuilding ligner en pageant end en sport, mens ekspert wrestling er mindre som en sport såvel som mere som en tv -serie om wrestlers. Hvorvidt en person føler, at de er en ægte “sport”, der er ekstremt lidt med hensyn til det aktuelle emne. Dette emne er den enorme popularitetsforskel mellem de to på trods af at dele relativt stærke ligheder.
Mange af grundene til, at WWE er enormt mere fremtrædende end bodybuilding, er lige uden for kraften eller styringen af IFBB såvel som NPC. Når det er sagt, er der bestemt faktorer, der bidrager til WWEs succes, der ekstremt godt kan implementeres af vores egne organisationer i et forsøg på at øge Bodybuildings popularitet. De detaljerede introduktioner i alt med et kostume af slags såvel som “temasang” blev berømt af wrestling såvel som boksning såvel som af god grund. Det kan muligvis støj osteagtigt til den hardcore bodybuilding -fan, men sandheden forbliver, at få ting i mainstream -sportsgrene er lige så interessante som WWE såvel som boksintroduktioner. Da arenaen gik sort såvel som disse mørke klokker ringede ud for den djævelske Urawa Red Diamonds Trøje introduktion af Undertaker ved hjælp af sin sorte grøftfrakke såvel som top hat, blev alle underholdt. Prøv ikke så godt som afvis det, du forstår, at du kunne lide det.
Ved meget første øjekast virker bodybuilding -intros lidt latterlige. Men når uanset hvad der tages i betragtning, især de ekstreme effektivitetsintros i WWE, kan man hurtigt skabe en situation for at implementere over de øverste introduktioner til bodybuilding. Glemmerede introduktioner hjælper tilføjet meget tiltrængt “karakter” til atleterne. I WWE er karakteren såvel som baghistorie bag atleterne på samme måde lige så vigtig for deres popularitet som deres evne til at kæmpe. Det nøjagtige det samme kan angives til bodybuilding, selvom det ikke er noget, vi generelt beskæftiger os med i denne sport. Fyrene som Kai Greene, kong Kamali, Lee Priest, samt Evan Centopani er de usædvanlige undtagelser. Kai såvel som King producerede begge ekstremt specifikke “karakterer”, hvilket gjorde dem langt mere fascinerende såvel som til gengæld mere populære. Evan som Lee på den anden side forblev bare tro mod deres metoder såvel som talte deres sind og udløste mange fans til at føle en autentisk forbindelse til dem.
Når du hører navnene Hulk Hogan eller John Cena, hvad dukker op i dit sind? Deres evne til at kæmpe? Jeg tror ikke. Hulk Hogan garanterer tanker om ham, der ripper sin skjorte af, farverne røde såvel som gule, indkalder ros fra publikum via hans hånd til er øre, såvel som selvfølgelig, der afslutter de fleste udsagn med en dyb, høj, ”bror !! ”. Dette i et nøddeskal er netop det, bodybuilding mangler. Når du tror på fyre som Lee Priest, Evan Centopani eller Kai Greene, tror du tatoveringer, stakkels dreng, alle amerikanske, organiske, filosofiske eller kunstneriske. Det er ikke tilfældigt, at disse karakterholdige konkurrenter såvel som konkurrenter, der ligner dem, er de mest fremtrædende bodybuildere i verden. Bodybuilding, ligesom WWE, har brug for gode fyre, stakkels fyre, fyre, der minder dig om dig selv, helte, freaks osv. For at maksimere dens popularitet. Bodybuilding har allerede alle disse karakterer, vi kræver bare at fokusere mere på de figurer, der gemmer sig bag fysikerne, såvel som for underholdning skyld, endda overdrive dem lidt a la wwe. Vi har allerede vores egen “alle amerikanske” Hulk Hogan -figur i form af Evan Centopani, Sergent Slaughter ved metode fra Cedric McMillan, samt Stone Chilly Steve Austin i Branch Warren. Når det kommer helt ned til det, hvor forskellige er vores figurer end WWE’erne?
Forestil dig hvadVirkningen ville have på vores sports popularitet, hvis alle bodybuildere i top 20 eller deromkring havde en lignende overholdelse af Kai Greene eller Lee Priest. En atlet, der holder sig selv så godt som kun ses på scenen -posering, vil aldrig virkelig skaffe interessen for nogen, der ikke allerede er en ivrig bodybuilding -fan. Omvendt kan en filosofisk ung fyr, der er vokset op i fosterhuse, ekstremt godt lide at lide Kai Greene på trods af at have nulrenten for bodybuilding. Det nøjagtige Spaniens fodboldlandshold Trøje det samme kan angives med hensyn til en no bullshit, tatoveringsperson, der ender med at blive fan af Lee Priest-rummet af enhver form for ægte bekymring for bodybuilding, eller en ikke-bodybuilder Health and Wellness Food Nut er fan af Evan . Dette er Bodybuildings One Method -billet til mere popularitet. Jo før tilskuere begynder at ende med at blive fans af Sevilla FC Trøje atleterne selv, i modsætning til bare den sport, de deltager i, jo før kan vores sport til sidst overhale bordtennis såvel som videospil i popularitet.